Egebjerg, 12. marts 2025 – Fem dage efter at de første lastbiler var begyndt at køre jord ind i Folkeparken, slog projektgruppen portene op og inviterede hele byen indenfor på byggepladsen. Fra klokken 16 kunne alle gå en tur rundt i det afspærrede område og se med egne øjne, hvordan et fladt græsareal bag Egebjerg Skole var ved at forvandle sig til et landskab.
Råmaterialet var 8.000 ton jord fra et lokalt byggeprojekt, som Bylauget havde sikret sig en aftale om hen over vinteren. Jorden blev kørt ind sydfra og uden om bycentrum, så den tunge trafik generede byen mindst muligt, og på pladsen stod store og små gravemaskiner klar til at lægge den ud og forme den. Sporbygger Andre fra SPORBYG, der har bygget bikeparks over hele landet, var på pladsen sammen med repræsentanter fra projektgruppen og svarede på spørgsmål om linjeføring, sikkerhed og tidsplan.
Mange af spørgsmålene handlede om, hvad der egentlig kommer til at ligge hvor. Planen, som gruppen gennemgik på stedet, deler de 12.796 m² i tre zoner: bikeparken, hvor cykler, kørestole, løbere og hundeluftere er lige velkomne, familiedelen med shelter, bålplads og spiseområde, og geoengen med kort over Odsherred, permahave, vådområde og tingsted. Hele området anlægges handicapvenligt og er åbent for alle.
Dagen markerede for alvor starten på anlægsfasen af et projekt, der er blevet muligt gennem samarbejdet mellem Nordea-fonden, Egebjerg Bylaug, Egebjerg Skole, Odsherred Kommune og en lang række lokale frivillige og sponsorer.