Åben gårdtur til Grønlandshuse søndag d 11 juni 2023
Vi mødtes 10 personer for at høre Finn Høgh Christensen fortælle om sit husmandssted der har været drevet af familien gennem 100 år. En spændende kulturhistorisk beretning om en eventyrlysten oldefar der rejste ud til Argentina og USA i 1907 for at vende hjem til Danmark igen 1920, og så købte stedet på Grønlandsvej for 5000 kr. i 1923. Den gang lå der en række husmandssteder på hver ca. 8 tdr. land på overdrevene langs kysten mellem Kongsøre skov og Stokkebjerg skov, et område der indtil for ganske få år siden var beskyttet som et af de fineste åbne kystlandskaber i Odsherred kommune.
Mange af husmændene og deres familier fiskede i Isefjorden eller havde bijob ved siden af for at få det hele til at løbe rundt. På Finns gård har man i flere generationer holdt køer og høns og derfor var de ikke afhængige af proteinerne fra fjordens spisekammer, dengang fyldt op med et mylder af skaldyr, fisk og ål. Tiden hersker og med den kom rationaliseringerne med flere og større maskiner som igen krævede mere jord under plov for at betale for herlighederne. Udviklingen blev en afvikling af husmandslivet og Finn fortæller at stedet i dag har lige så mange tdr. land, som bøndergårdene med tjenestefolk rundt omkring i området havde dengang.
Gården startede med få dyr og har haft en voksende bestand af malkekvæg gennem årene. Inden landbrugets bølge af rationaliseringer drev man i fællesskab andelsbevægelsens små lokale slagterier og mejerier. Egebjerghalvøens sidste lokale mejeri var Sankebjerg hvor man vejede mælken ind og mejeriet udviklede sig også til Odsherreds primære ostemejeri, for så til sidst, ironisk nok at blive solgt til en plastikproducent i 1961.
Rationaliseringen havde drevet udviklingen mod større besætninger og mejerier så mælken blev samlet i tankvogne og kørt længere og længere væk for at blive behandlet. Det blev afviklingen af andelsbevægelsen på lokalt niveau med tab af arbejdspladser og muligheder og med lukning af de mange butikker i området til følge. En fatal deroute for de små lokale samfund, hvor økonomien gik fra at ca. 80% af pengene blev omsat lokalt til nu kun ca. 20%. Store udgifter til nyt staldinventar og problemer med at få Arlas tankvogne til at harmonere med kørselsforholdene gjorde i sidste ende at Finn valgte at stoppe med malkekvæget og nu har kødkvæg gående på gården. Og har man køer er det vigtigt at høet er rigeligt og godt og et af tidens store klima og biodiversitets udfordringer er tørken fra forår og op til Sct. Hans, planternes primære vækstsæson. Finn fortalte at konsekvensen for ham er at han i år må tage flere af dyrene ind på stald for at sikre alle får nok at æde.
Var der tid og lyst til at tilgodese naturen på gården dengang og i dag? Finn fortæller at han altid har holdt øje med fugle og dyr når han høstede. Han husker hvordan han kom til at køre hen over en godt skjult rede så den rugende fugl røg med. Æggene blev samlet op og afleveret hos tømrer Frank længere nede af Grønlandsvej, der havde rugemaskine. Samme tømrer Frank var også fisker og jæger, og en dygtig fortæller. Jeg husker hans levende beretning om den gang min yndlings fugl agerhønen vrimlede rundt i området i hobetal inden de gik sammen i par for at yngle. I dag bliver jeg nærmest lykkelig når jeg ser den i området.
Tiden fløj af sted men vi nåede at se mosen som Finn i år besluttede at øge arealet på pga. stoppede dræn. Et godt valg ikke at kæmpe mod naturen men for den og skabe mere plads. De våde områder er både de bedste til at holde på og optage CO2, samtidig med de er levesteder for mange fugle, dyr, planter og insekter. Vi fandt vandmynte men også at tørken havde udtørret en stor del af mosen der i foråret var levested for gæs og andefugle. Tusind tak Finn for at vi måtte besøge dig og gården og du delte dens historie med os.